Kendo – Historie.

Det japanske sværd (nihonto) er en integreret del af den Japanske historie. I 1300-tallet rejste samuraierne sig op fra det japanske samfund som den øverste sociale klasse, og samlede landet ved sværdets vej. Samurai-klassens aftryk på historien ses i Japan den dag i dag.

Livet som samurai var et farligt men ærefuldt liv. Borgerkrig hærgede Japan i mange hundrede år, frem til Tokugawa perioden (1603-1867). Der var brug for soldater, som var villige til at tjene deres herre og bruge deres liv til at træne og stå klar når det virkelig gjaldt. Træningen var undertiden næsten lige så farlig som krig.

Til at starte med brugte man skarpe sværd (shinken), eller træsværd (bokuto), til træningen. Dette resulterede i mange uheld med svære skader, tab af lemmer, eller med dødelig udgang.

Tokugawa Ieyasu var samuraien, der samlede Japan under een mand. Han blev udnævnt til Shogun (militær hersker) i 1603 og blev herved den mest magtfulde mand i Japan på det tidspunkt. Tokugawa-klanen sad på magten i 250 år, frem til Meiji-restaureringen, som gjorde enden på samurai-klassen og det gamle styresystem med en Shogun i spidsen.

Under Tokugawa-perioden opstod en ny type samurai. Mænd der aldrig havde været i krig, og som brugte kampkunsten til selvudvikling, snarere end til at slå ihjel med. Det var i denne periode at kampkunst fik et betydningsskift. Hvor den før udelukkende var blevet brugt til at træne hærenheder med, begyndte man i denne nye, fredelige periode at bruge den som en model for åndelige principper. Man brugte den til at opbygge disciplin, og man fokuserede mere på det smukke og stilige i kunsten, end på det dødbringende og ødelæggende i kampen.

For at mindske uheld, og for at kunne fokusere fuldstændig på træningen, brugte man meget tid på at udvikle forskelligt beskyttelsesudstyr. En af de vigtige opfindelser var en bambus-replika af sværdet, kaldet en shinai. Denne gjorde, at man kunne øve teknikker uden at være bange for at skade modstanderen, og sammen med rustningen (bogu), kunne man øve frikamp med en meget lav risiko for skader.

Frem til restaurationen i 1867 eksploderede antallet af kampkunst-skoler. Man mener, at der fandtes over 700 forskellige kampstilarter. Skolerne inden for sværdkunsten (kenjutsu) var meget forskellige. Nogle trænede stadig ud fra den traditionelle fremgangsmåde, med træsværd og begrænset frikamp, nogle trænede den nye form for kenjutsu med bogu og shinai, og andre igen udøvede en blanding mellem de to.

I 1853, da Japan begyndte at komme ud af den selvvalgte isolation (sakoku), gik det op for japanerne, at de var langt bagude i udviklingen. Med Meiji-restaureringen i 1867, startede de opbygningen af et nyt og moderne Japan, og samuraierne mistede i samme omgang mange af deres rettigheder. Det sidste der blev frataget dem, var deres ret til at bære sværd (katana). Det ellers så højt ærede sværd - og symbolet på krigerklassen – blev udskiftet med skydevåben, og nationens beskyttelse blev overdraget til værnepligtige bønder. Dette gjorde at kenjutsu og andre kampstilarter pludselig mistede deres værdi, og de nye skydevåben kom til at sætte dagsordenen.

Den gamle krigskunst, blev således i store træk gjort uanvendelig.

Denne udvikling satte selvsagt også sine spor inden for kampkunsten. Dentraditionelle krigskunst blev et symbol på den gamle tankegang, og da grundlaget for skolerne forsvandt, måtte mange træningssteder (dojo) dreje nøglen om. Gamle læremestre (sensei), havde pludselig ingen elever - og ingen måde at brødføde sig på.

Mange krigere (bushi) kunne ikke klare, at de måtte gå fra en tilværelse som højt respekterede personer, til at måtte gå tiggergang for at få føden. Dette var undergangen for mange, men der var også nogle der ikke ville bukke sig.

En sådan bushi var Sakakibara Kenkichi. Han begyndte at lave gekiken kogyo – kendo-opvisninger. Målet var at genoplive interessen for kampkunst. Det første af disse opvisninger fandt sted i 1873, og alle var velkomne, bare de betalte for billetten.

Arrangementet blev ekstremt godt modtaget. Krigskunst havde i Edo-perioden (1603-1867) udelukkende tilhørt bushiklassen, men pludselig kunne man se disse eksperter i sværdkamp vise deres kunst til almindelige mennesker.

Snart opstod der flere forskellige af den slags omrejsende kamptrupper. Der var folk, der mente at disse mennesker solgte ud af deres engang så stolte kultur, for at skaffe hurtige penge. Uanset bevæggrunde hersker der ingen tvivl om, at kenjutsu måske aldrig havde overlevet dens historisk hårdeste modgang, hvis ikke folk som Sakakibara havde gjort så meget for at få opmærksomhed omkring den.

Efter et stykke tid hvor opvisningerne havde været forbudt, blev de populære igen. Den store forskel var nu, at man brugte dem som et mødested for udøverne af kunsten, så man kunne udveksle erfaringer og lære nye ting. Opvisningerne blev også rekrutteringssted for den nye politistyrke. Politiet var der stor efterspørgsel på, da der under tiden var mange oprør og stor uro i landet.

Politikommissær Kawaji Toshiyoshi skrev i 1879 en afhandling, der hed Kendo Saiko-ron (genoplivningen af kendo). Toshiyoshi havde stor respekt for de bushi, der var i politistyrken.

En division, væbnet kun med sværd, havde nedkæmpet et oprør ved Taharazaka. Dette havde fået kommissæren til at overveje hvordan kenjutsu kunne indføres i hele politistyrken.

Grundtanken var at betjentene skulle være veltrænede, altid klar til aktion, og i stand til at forsvare sig selv, ligesom de gamle bushi altid havde været. Den 19. januar 1880 udstedte det japanske politi-akademi et dekret om, at alle kadetter skulle gennemgå kenjutsu-træning. Dette betød samtidig, at der blev arbejde til de bedste instruktører, som således blev sikret deres fremtidige overlevelse.

I det japanske skolesystem havde man i mange år diskuteret hvilke former for idræt man skulle indføre i skolerne. Man havde prøvet at ændre kampkunst (bujutsu) til at kunne passe ind i et skoleprogram, og i 1911 blev man enige om, at indføre systemet i skolerne som et tilbud ved siden af den almindelige skolegang. En af grundene til at man ville indføre bujutsu var, at man gerne ville have, at noget af skolesystemet skulle være udviklet på en japansk tankegang. Japan var ved at bytte alle sine offentlige systemer ud med dem fra vesten, og dette gjaldt også i skolerne, hvor man ellers ville have indført idrætstimer efter den vestlige model.

I disse år kom kenjutsuen i kraftig modvind. Mange mente ikke, at der var noget tilbage af samuraikulturen og tankegangen i den træning, man kunne modtage i skolen. Der blev argumenteret for at stilarten ikke ville kunne bruges i virkeligheden, og at den nye stil ikke var andet en gymnastik med pinde.

I et forsøg på at standardisere kenjutsu, blev der nedsat et udvalg af 5 kenjutsu-mestre fra forskellige skoler. Formålet var at lave et antal af kata (form – en række forudbestemte bevægelser), der skulle kunne virke som en standard til undervisning på skolerne. I 1912 præsenterede de deres arbejde: Dai Nippon Teikoku Kendo Kata, (Japans imperielle kendo kata). Den indeholdt syv kata for langsværd mod langsværd, og tre kata for langsværd mod kortsværd.

I de efterfølgende år blev der rettet i kataerne en del gange, men grundideen var den samme, og de ti kata er dem man i dag udfører i kendo. Sammensætningen af de ti kata - kernen af den gamle skole - og frikampens dynamik og uforudsigelighed danner fundamentet i kendo i dag.

Samtidig med at den nationale stolthed voksede, steg interessen for budo. I starten af 1930erne gik nationalisme og budo hånd i hånd, og i takt med at regeringen i større omfang blev styret af militæret, blev der sat mere fokus på at Japan skulle japanifiseres. Man skulle bremse den indflydelse vesten havde haft på landet og man skulle styrke patriotismen og det spirituelle, og man skulle træne både krop og sind. Med denne ordre blev skolernes idrætsprogram lavet om, og kendo og judo blev obligatoriske.

Anden verdenskrig kom, og den japanske regering forbød de fleste vestlige sportsgrene. I skolerne kunne man kun træne kendo, kyudo, judo, naginata (for piger) og riffeltræning. Der var ingen tvivl om, at dette var et forsøg på at indføre militær træning i en så tidlig alder som muligt.

I kendo gik man over til kun at kæmpe ippon-shobu, d.v.s. kamp til første point (i stedet for f.eks. bedst af tre). For at lægge en passende slagmarksstil, fremhævede man det ideelle, afgørende angreb, uden tanke for selvet, kun for at vinde kampen. Shinai blev forkortet så længden passede bedre til et rigtigt sværd, og man opfordrede til også at bruge greb og slag i nærkamp.

Efter de allieredes sejr over Japan, besatte de landet i en årrække. Besættelsesmagten indførte forbud mod udøvelse af budo, af frygt for den indflydelse og det sammenhold træningen af japansk kampkunst gav befolkningen. Man var ganske simpelt bange for et eventuelt oprør og en efterfølgende forhaling af krigen.

I efterkrigsårene var budotræning derfor reserveret de få, som trænede det i al hemmelighed.

I maj 1948 blev der for første gang efter krigen lavet en kendoopvisning i Tokyo, og i 1949 blev Tokyo kendoklub stiftet.

Der blev efterfølgende lagt energi i at genoplive kendo som en sport, der kunnne passe ind i et nyt demokratisk samfund. Sporten kaldte man shinai kyogi (shinai sport) og der var ikke meget budo tilbage i den. Man trænede f.eks i trøje og bukser i stedet for de traditionelle keiko-gi og hakama, der blev indført en tidsramme for en kamp, og der blev indført strafpoint for dårlig opførsel.

I 1952 blev denne nye sport indført i skolesystemet som valgfag.

Samme år blev All Japan Kendo Federation (AJKF) dannet, og igen kunne man træne konventionel kendo. Selvom der var stor kritik mod shinai kyogi, da den blev indført, har det været et vigtigt redskab til at sikre, at kendo har kunnet genindføres i det japanske samfund, og den har også haft stor indflydelse på hvordan kendo i efterkrigstiden har udviklet sig.

Det første japanske mesterskab i kendo blev afholdt i 1953.

I 1970 blev det Internationale Kendo Forbund (IKF) dannet. Dette organ skulle sørge for, at kendo blev tilgængeligt i hele verden. I dag bliver kendo trænet i mange lande verden over, og det anslås at omkring otte millioner mennesker dyrker kendo på verdensplan, heraf de syv i Japan.

Det er ingen hemmelighed, at antallet af kendoudøvere (kendoka) i Japan er faldende de senere år. Dette menes at skyldes nogle sociologiske problemstillinger, men også det faktum, at nye vesterlandske sportsgrene vokser i popularitet.

Igennem historien har kendo oplevet mange forandringer i kampen for at overleve. Dette har gjort, at den kendo man lærer i dag, ikke er den samme, som den der blev brugt af samuraierne i det gamle Japan. Herunder kan læses det grundlag som AJKF arbejder ud fra:

The AJKF will engage in the promotion of Kendo or what can be considered as Budo, a culture of Japanese distinction. Promotion of Kendo neither means merely to increase the number of Kendo practitioners, nor to hold more competitions. The AJKF believes that promotion will involve the communication of the “spirit of the Samurai” through everyday training and competition. Kendo should not be promoted just as a competitive sport.

With this in mind, there is one thing that needs to be understood by those engaging in Kendo around the world. And that is, through the harsh training of Kendo, our hope is that you learn not only the technical skills of the sword, but to understand the social and ethical aspects of the Samurai as well as the spirit (mental attitude) of the Samurai. In other words, we hope that you will understand Kendo as Budo and to experience the training of it. A Shinai is a Samurai’s sword. Keiko-gi and Hakama are a Samurai’s formal attire. They should not be considered simply sports-wear. Without understanding this “spirit,” Kendo will merely be another physical exercise. We hope that you will try to understand and appreciate the profundity and cultural values of Kendo.

The AJKF hopes to promote what we believe to be authentic Kendo. We would like to ask for your full support and cooperation to our activities. Thank you for your attention.

Kendos koncept og ideal, formuleret i 1975:

The Concept of Kendo
The concept of Kendo is to discipline the human character through the application of the principles of the Katana (sword).

The Purpose of Practising Kendo.
The purpose of practising Kendo is:
To mold the mind and body,
To cultivate a vigorous spirit.
And through correct and rigid training.
To strive for improvement in the art of Kendo.
To hold in esteem human courtesy and honour.
To associate with others with sincerity,
And to forever pursue the cultivation of oneself.
This will make one be able:
To love his/her country and society,
To contribute to the development of culture
And to promote peace and prosperity among all people.

Med kendos lange vej til hvor den er i dag, og overfor alle de ønsker, betydninger og idealer der i tidens løb har været lagt i den gamle sværdkunst, ses altså her det ideal, vi i dag er nået frem til. Det er All Japan Kendo Federations grundtanke, og det fundament alle opfordres til at undervise og lære ud fra nu og fremover.

Af: Jens Møllgaard Jensen.

Redigeret: René Kragh Pedersen.

Kilde: A Brief Synopsis of the History of Kendo. (Alexander Bennett)